Olaf Heine Johannessen (født 8. juli 1961 i Thorshavn) er en skuespiller fra Færøerne, der spiller teater og film på Færøerne i Danmark og i Tyskland.
Olaf Johannessen er uddannet ved Odense Teaters skuespillerskole i 1986.
Efter endt uddannelse blev Johannessen ansat ved Aarhus Teater, hvor han blandt andet spillede titelrollen i dramatiseringen af Lykke-Peer (1988) og titelrollen i Hamlet (1992) samt titelrollen i Roberto Zucco. I 1994 kom han til Det Kongelige Teater, hvor han var fastansat i ti år. Han har siden virket som freelance-skuespiller. I tv-sammenhæng er han blandt andet kendt for sin rolle som statsminister Kristian Kamper i Forbrydelsen III.